Pas på din hund: Sådan vælger du sikkert hundelegetøj

hundelegetøj


Hunden er menneskets bedste ven – de er hengivne, loyale og fyldt med liv og kærlighed.

Du kan ikke andet end holde af de firbenede spradebasser, og fordi du holder så meget af hunden i dit liv (hvad enten det er din egen eller naboens) har du selvfølgelig på et eller andet tidspunkt overvejet at købe et hundelegetøj med hjem til din trofaste kammerat.

Legetøj er en vigtig del af din hunds almene velvære og psykiske sundhed. De er med til at bekæmpe kedsomhed og giver din hund noget at lege med når du ikke er hjemme.

Den eneste ulempe? De gaver du giver dine pelsvenner kan være farligere end du tror.

Alle de små ”dimser”

Præcis ligesom små børn er hunde ikke kræsne når det angår underholdningsredskaber, og det er derfor din pligt at sørge for at din hunds legetøjskasse kun indeholder genstande der er sikre for den at lege med.

Der er en masse ting der kan være direkte livsfarlige for hunde, som i hænderne på en godhjertet (men uvidende) hundeejer kan ende i både dyrlægebesøg og det der er værre.

Særligt i denne kolde vintertid hvor også familiens kæledyr skal mærke det er jul, er der mange der kaster sig over de fine stykker hundelegetøj pyntet med alle julens herligheder.

Stolt kommer man hjem med både rensdyrbamser og små nissehuer og tænker, at nu skal hunden også mærke at det er jul.

Men sammen med juletemaet følger også nogle traditionelle julefarer – de små dimser.

Hvad der her refereres til er alt lige fra de små bjælder der hører sig højtiden til, til de mere almene knapper og plastic-øjne, der hurtigt kan sætte en brat stopper for al jule-sjov der involverer den lille vov.

Disse er muligvis med til at give bamserne et mere æstetisk look, men bjælder, knapper og andre små ”dimser” kan være farlige for din hund. Et par skarpe hundetænder kan hurtigt klippe disse dutter fri fra stoffet og pludselig ligger legetøjets plasticøjne i hundens mave.

Af samme grund bør man også undgå at købe hundelegetøj designet til små hunde til de store racer – et legetøj specifikt målrettet en malteser kan en labrador hurtigt sluge som var det en yderst udsøgt stof-vat-og-plastic snack.

hund med barn

Hvis det er farligt for dig at stoppe i munden, så hold det væk fra hunden!

Vi har alle været igennem mediemøllen der foregik i starten af 2000´erne, da der kom forhøjet fokus på hvad præcist babylegetøj indeholdt. Her blev ord såsom ftalater de helt store ”fy”-ord og reglerne for hvad legetøj til børn mellem 0-3år måtte indeholde blev skærpet i adskillige europæiske lande.
Desværre er legetøj til dyr endnu ikke oppe på helt det samme niveau. Ecocenter tester løbende legetøj til dyr fra overalt i verden, og selv i 2019 er der fundet nikkel i over 50% af de testede produkter.

Det er derfor vigtigt som hundeejer at du sætter dig ind i hvad dit dyrelegetøj indeholder – særligt hvis disse er produceret i Kina eller Amerika.
Spørg endelig den dyrehandel du bestiller dine vare fra, om de kan garantere at de produkter du køber til din hund er fri for PVC, ftalater, BPA, nikkel og lignende.